Hej skal vi cykle?

Der er fuld fart i pedalerne og fokus på leg, bevægelse og motorik, når Børneulykkesfonden, med støtte fra Undervisningsministeriet, åbner op for cykelugen “Hej skal vi cykle?”.

“Hej skal vi cykle?” løber af staben i uge 36, hvor alle daginstitutioner inviteres til at deltage. Formålet er at have det sjovt og bevæge sig på cyklerne med en masse alsidige og motoriske bevægelseslege. Børnene træner balance, koordination, kropskontrol og meget mere med udgangspunkt i cykellege, og med alle de grundmotoriske sanser i spil. Det er cykler, signalfarver, motorikredskaber, lege og fællesskab – og alle kan være med!

Vil I være med i årets cykeluge “Hej skal vi cykle?” i uge 36? Så tilmeld jer her.

Om kampagnepakken

“Hej skal vi cykle?” består af en kampagnepakke rettet mod de ældste børn i børnehaven. Pakkens indhold danner grundlag for alsidige øvelser og cykellege og inspirerer til mange timers sjov og bevægelse! Motorikredskaberne – cykelsten og cykelskiver – er designet og produceret af bObles, og alle lege og øvelser er udviklet af pædagogiske og ergoterapeutiske fagpersoner.

Kampagnepakkens indhold 2018:

  • 9 cykelsten i rød, gul og grøn
  • 20 cykelskiver i rød, gul og grøn
  • Cykelaktivitets- og legehæfte
  • Pædagogisk vejledning
  • 40 diplomer til uddeling
  • 40 forældrefoldere
  • 3 kampagneplakater

For 240 kr. inkl. fragt får jeres institution tilsendt kampagnepakken.

Bestil kampagnepakken her.